For 1,5 år siden gik hans kollega på pension, og efter 3 genopslag af jobstillingen har det endnu ikke været muligt at finde en ny kollega til sognepræst Christian Roar i Hals. Det kan give en følelse af utilstrækkelighed, når man bliver nødt til at løbe for to.
Af Thea Modigh og Caroline Dons
Kører man en halv time øst fra Aalborg, støder man på Danmarks største Landsbykirke: Hals Kirke. På højresiden af den 45 meter lange hvide bygning ligger kirkens to præstekontorer.
Ét af de to kontorer er Christian Roars.
Væggene på kontoret er fyldt op af personlige malerifavoritter. På gulvet ligger et tæppe, som varmer fødderne, når man sidder i den mørkeblå sofa. I hjørnet hænger den genkendelige præstekjole, som har tilegnet sig rummets mest ydmyge placering.
Hver en genstand i kontoret er håndplukket af Christian selv. Det står i tydelig kontrast til sognegårdens andet kontor, der har manglet en ejermand siden januar sidste år.
At være præst for to
På en almindelig uge har Christian op til fem sjælesorgsamtaler, en begravelse, en gudstjeneste, en dåb, menighedsrådsmøder og konfirmationsundervisning.
Når man skal varetage to stillinger, kan det være svært at få det hele til at løbe rundt. Derfor er en konsekvens til tider, at en ceremoni må udskydes, og ventetiden blive længere.
“Hvis jeg har fem begravelser på en uge, så kan det være svært at finde roen til at snakke om en livskrise, og få ordentlig plads i programmet,” fortæller han.
“Det kan skabe følelsen af utilstrækkelighed,” fortæller Christian. Ifølge ham kan han ikke være der for sognet, eller levere den kvalitet, som han som præst ønsker at kunne.
Ingen udsigt til bedre forhold
På det andet kontor ved Hals Kirke bor Lisbeth. Hun er 74 år gammel, pensioneret og skal være her indtil juni. Rummet har selskab af klassiske møbler, men står ellers tomt og synes uberørt.
“Vikarerne hjælper med skal-opgaverne. De faciliterer gudstjenester og kirkelige handlinger,” fortæller Christian.
På den anden side af juni ved Christian, at han ikke får en ny kollega. I sidste uge talte han med provsten, som sagde, at der ikke er penge til at ansætte folk.
Er han heldig, kommer der endnu en vikar, men med 24 ledige stillinger i Aalborg Stift ser det sort ud:
“Provsten har spurgt mig, om jeg kendte nogen, han kunne ringe til. Han har ikke flere på listen.”, siger Christian.
Det er en situation, som presser Christian, der endnu har 19 år mere på arbejdsbænken. For to år siden var Christian nede med stres, og han mærker, hvordan udsigtløsheden presser ham.
“Det er udsigtsløsheden, der stresser. Hvis jeg vidste, at jeg bare skulle gøre det i en periode, så ville man jo kunne se sig ud af det.”
Christian mærker langsomt, hvordan korthuset er ved at falde, og det ville følge til en stor ærgerlighed, hvis det ender med, at de små sogne må lukke.
“Kigger man i de helt små samfund, er Folkekirken nærmest det eneste, der er tilbage. Hvis præsten flytter, og kirken lukker, så er der ikke mere, “ understreger sognepræst Christian Roar.
Foto: Caroline Dons